
Ledigheden stort set uændret i februar
Fra januar til februar steg antallet af ledige med knap 700 personer. Dermed fortsætter ledigheden med at ligge på samme niveau, som den har gjort siden slutningen af 2023. Ledighedsprocenten er ligeledes uændret på 2,9 %. Under den første corona-nedlukning for 3 år siden, var ledigheden helt oppe over 155.000 personer.
Selvom det er tydeligt, at ledigheden er steget lidt over de seneste par år, så er det glædeligt, at stigningen er ganske beskeden. Godt nok er ledigheden steget siden bunden i marts 2022, men trods alt ”kun” med godt 15.000 fuldtidsledige. Februar måneds tal forsætter denne tendens med en mindre stigning til godt 87.000 ledige. Det er et meget lavt niveau, og bortset fra perioden lige op til Finanskrisen, så er niveauet det laveste siden starten af 1970’erne. Det er værd at glæde sig over det lave niveau for ledigheden på trods af den træge økonomiske udvikling.
Tallene bekræfter nemlig, at tilstanden i dansk økonomi fortsat er ganske god. På trods af en kerneinflation i Euro-området, der fortsat er lang tid om at falde tilbage til 2 %, højere renter end vi tidligere har været vant til og en voldsomt negativ forbrugertillidsindikator, så har dansk økonomi det indtil videre ret godt. Inflationen har gjort ondt på rigtig mange danskere, men den lave ledighed vidner om en generel robusthed hos de danske forbrugere.
Beskæftigelsen er også fortsat tårnhøj. Virksomhederne melder dog ikke om mangel på arbejdskraft i samme grad som tidligere. Nu er i det højere grad opbygning af lagre og mangel på efterspørgsel, der fylder. Beskæftigelsen er for nylig begyndt at udvise små svaghedstegn, men forventes at fortsætte med at stige svagt.
Vi står samtidig i en periode, hvor lønningerne stiger ret kraftigt, og det vil komme til at få betydning for den økonomiske udvikling. Nok er inflationen faldet tilbage, men kerneinflationen i Euro-området er noget længere tid om at falde tilbage til 2 % end tidligere håbet. Til gengæld stiger lønningerne nu igen kraftigere end forbrugerpriserne, hvilket forbedrer reallønnen. Dette er selvsagt positivt, men det kan også være med til at forlænge perioden med høj inflation.
Det bliver spændende at følge i de kommende måneder, om ledigheden vil fortsætte den flade udvikling eller pludselig begynder at stige kraftigere. Der er ingen tvivl om, at udviklingen igennem de senere år har været langt mere positiv end frygtet. Men vil de truende økonomiske skyer i horisonten, den vigende efterspørgsel og de pæne lønstigninger til lønmodtagerne på et tidspunkt tvinge virksomhederne til at begynde at afskedige medarbejdere i større stil?
Kilde: dst.dk og egne beregninger.
Seneste nyheder

Detailsalget fortsætter den pæne stigning
Detailsalget i februar forsætter den positive udvikling, som vi har set lige siden slutningen af 2022.

Ledigheden stort set uændret i februar
Fra januar til februar steg antallet af ledige med knap 700 personer. Dermed fortsætter ledigheden med at ligge på samme niveau, som den har gjort siden slutningen af 2023.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.