Revidering viser, at beskæftigelsen fortsat stiger

Mange fik kaffen galt i halsen, da beskæftigelsestallene for august viste et fald. Tallene er nu revideret og viser i stedet en mindre stigning, og stigningen er fortsat i september. Over 4.300 flere i beskæftigelse i september i forhold til august måned. Antallet af beskæftigede er knap 28.000 højere end for et år siden.

Beskæftigelsen steg med yderligere godt 4.300 personer i september, og bliver ved med at slå nye rekorder. Vi har nu godt 3.029.000 beskæftigede målt på den sæsonkorrigerede beskæftigelse. Det er det højeste niveau nogensinde. Og dermed fortsætter den positive udvikling solidt forbi den ”magiske” grænse på 3 mio. beskæftigede. Det er en milepæl i dansk økonomi.

Beskæftigelsen er indtil nu - bortset fra et par enkelte måneder med marginale fald - steget 43 måneder i træk. Det svarer til godt 3½ år. Det vil sige lige siden den sidste corona-nedlukning i januar 2021, hvilket er ganske imponerende. Beskæftigelsen ser således ikke umiddelbart ud til at have toppet endnu. Og vi må sande, at den såkaldte ”inflationskrise” med kraftige rentestigninger til følge slet ikke har haft den forventede indvirkning på beskæftigelsen.

Samtidig kan vi dog konstatere, at ledigheden kun stiger langsomt, hvilket ikke umiddelbart indikerer en kommende vending i beskæftigelsen. Derudover viser tallene, at beskæftigelsen i Bygge & Anlæg nu igen stiger efter en flad udvikling igennem 2023. Dette indikerer typisk, at den positive udvikling i den samlede beskæftigelse vil fortsætte.

Antallet af beskæftigede er over 226.000 personer højere, end lige før den første corona-nedlukning i marts 2020, og knap 490.000 personer højere end i 2013, hvor bunden blev nået efter Finanskrisen.

Kerneinflationen falder kun langsomt

Kerneinflationen i Euro-området er fortsat for høj. Den er på vej ned, men det går langsomt. Det bekræfter, at kampen mod inflationen bliver langvarig, også selvom ECB forventer, at kerneinflationen kommer ned på 2 % i løbet af 2025. Renterne har været oppe på de højeste niveauer i 15 år, men renterne er forbi toppen, og især den korte rente falder lige nu ganske hurtigt. Forbrugertilliden ligger fortsat meget lavt, og der er lang vej til en normalisering. Boligpriserne stiger nu igen pænt efter tilpasningen i 2022-23.

Beskæftigelsen er således den eneste parameter, som har fastholdt den positive udvikling hele vejen igennem ”inflationskrisen”.

De nyeste tal for BNP viser tilsvarende, at dansk økonomi er forbi den tekniske recession. Den negative udvikling vi så i 2022 og 2023 ser således ud til ikke at have ramt beskæftigelsen. Meget tyder dermed på, at krisen er afblæst, og vi ser ind i en periode med fortsat økonomisk fremgang. Så derfor vurderer vi, at beskæftigelsen vil fortsætte med at stige svagt i de kommende måneder. 

Det bliver særdeles spændende at følge udviklingen i de kommende måneder. Om beskæftigelsen vil fortsætte den positive udvikling, om boligpriserne vil fortsætte den jævne stigningstakt, efter det nye boligskattesystem er trådt i kraft, og hvor lang tid kerneinflationen i Euro-området vil være om at falde helt tilbage til 2 %. Samt om overenskomsternes pæne lønstigninger vil forlænge perioden med høj kerneinflation herhjemme. Lønstigninger som nok er kærkomne for den enkelte lønmodtager, men som samtidig kan være med til at forlænge den udfordrende tid, som vi befinder os i.

Kilde: dst.dk og egne beregninger.

 

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.