Væg i vatter

Byggeriet er ved at gå i stå

5.892 boliger blev påbegyndt i byggeriet i 1. kvartal 2023. Det er det laveste niveau siden 2015. I 2. kvartal 2021 blev der påbegyndt byggeriet af næsten dobbelt så mange boliger.

Aktiviteten på boligmarkedet toppede i midten af 2021. Det gælder både antallet af handler, som var tårnhøjt og boligprisstigninger som lå på 10–15% om året igennem 2021. Men det gælder således også byggeriet, som tilsvarende toppede i midten af 2021.

Siden da er de lange renter steget fra 1½ % til 5%. Inflationen er steget fra knap 2% til 10% og siden faldet tilbage til godt 5%. Samtidig er lønningerne blot steget med ca. 3,5%. Det sætter nu også sine spor i byggesektoren.

Med blot 5.892 påbegyndte boliger i 1. kvartal 2023 er aktiviteten i byggesektoren tilbage på niveauet for 2015. Dengang var boligmarkedet stadigvæk på vej tilbage på fode efter Finanskrisen og den sydeuropæiske gældskrise.

 

Udviklingen er ikke overraskende

Det er ikke overraskende, at aktiviteten i byggesektoren er faldende. Det er en helt naturlig reaktion på de stigende renter og prisfaldene på boligmarkedet. Og lige som i tidligere tilfælde reagerer byggesektoren altid med en hvis forsinkelse i forhold til ændringer i konjunkturerne, da boligbyggeri i sagens natur jo er temmelig tidskrævende.

Der er dermed også god grund til at forvente, at aktiviteten i byggesektoren forbliver lav i en længere periode. Så længe de lange renter forbliver på det nuværende niveau, de korte renter kommer til at stige yderligere, og boligpriserne samtidig forventes at falde yderligere – så tyder meget på, at antallet af påbegyndte boligbyggerier enten vil forblive på det nuværende lave niveau, eller måske endda skal endnu længere ned.

Det er til gengæld lidt godt nyt for dem, der skal have fat i en håndværker. Med den vigende aktivitet i nybyggeriet, så må der alt andet lige blive bedre muligheder for at få booket en tømrer, murer eller vvs’er i den kommende tid.

 

Påbegyndt boligbyggeri

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.