Inflationen stiger yderligere til 8,9%
Forbrugerpriserne fortsætter opad, men er dog uændrede i forhold til juli måned. Prisstigningerne er de kraftigste siden 1983. For et år siden var inflationen under 2%. Vi forventer, at stigningerne snart topper.
I august steg det samlede forbrugerprisindeks med 8,9% i forhold til samme måned året før. Det er den højeste stigning siden starten af 1980’erne, hvor inflationen i en årrække var over 9%.
Priser på fødevarer, el og gas driver inflationen i august
Det er især prisstigninger på fødevarer, el og gas, der driver inflationen i august måned. De står for 3,7% af den samlede stigning på 8,9%. Især stigningen i fødevarepriserne er markant og mærkbar: Kød er steget med 18%, mælk, ost og æg er steget med 25,5%, mens smør, margarine og olie er steget med hele 46,9%. El-prisen er steget med 54% det seneste år, men er faktisk faldet lidt fra juli til august. Stigningen i gasprisen er på 142,6% i forhold til august 2021 og presser således de husstande og virksomheder, som er afhængige af gas.
Prisstigningerne er bredt funderede, hvilket også indikerer, at vi skal langt ind i 2023, før vi kan håbe på, at inflationen igen kommer ned i mere normale niveauer på 2-3%.
Brændstofpriserne fortsatte ned i august
Brændstofpriserne forsatte ned i august, hvor priserne på benzin og diesel faldt med ca. 8% fra juli til august, og priserne ser ud til at fortsætte længere ned. Det ændrer dog ikke på, at prisen på brændstof fortsat ligger langt højere end for et år siden. Men hvis faldet i brændstofpriserne fortsætter ned, vil det begynde at trække ned i inflationen i de kommende måneder.
Det er også væsentligt at bemærke, at den såkaldte kerneinflation (som er inflationen renset for energi og fødevarer) steg med 6,0% i august i forhold til året før. Der er dog intet, der tyder på, at prisstigningerne skyldes et pres fra højere lønninger, men derimod at virksomhederne hæver priserne pga. højere indkøbspriser samt muligheden for at øge profitten. Det sidste vil vise sig i virksomhedernes regnskaber.
Vi forventer fortsat, at inflationen vil tage af i de kommende måneder i takt med, at effekten fra de kraftigt stigende energipriser løjer af.
Dyrt for en ganske almindelig familie
En familie med f.eks. to voksne og to børn kan tydeligt mærke de stigende priser. Samlet set er leveomkostningerne steget op mod 4.400 kr. om måneden. Det betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen for at kunne købe de samme varer som tidligere. Og mange husstande vil ganske givet få svært ved at betale deres regninger i den kommende tid.
Seneste nyheder
Lån & Spar nedsætter renten
Den 20. januar nedsætter Lån & Spar renten på Friværdikontoen og for erhvervskunder. Og den 13. februar nedsættes indlånsrenten for privatkunder.
Både inflation og kerneinflation tiltog en anelse i december
Årsstigningen i forbrugerprisindekset tiltog til 1,9 % i december måned. Forbrugerprisindekset stiger således ”under men tæt på 2 %”.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.