Par sidder ved PC

Forbrugertilliden ligger på det højeste niveau i to år – selvom den stadigvæk er negativ

Forbrugertilliden er opgjort til -7,6 i marts. Det er det højeste niveau siden februar 2022. Familiens økonomiske situation lige nu er fortsat meget udfordret, men viser tydelige tegn på bedring. Forbrugerne tror fortsat på, at dansk økonomi går sværere tider i møde.

I marts måned blev forbrugertilliden opgjort til -7,6. Der er tale om et uændret niveau i forhold til februars -7,4, og dermed fortsat det højeste niveau i to år. Der er tale om en markant bedring efter indikatoren har ligget stabilt lavt gennem 2. halvår 2023. Samtidig har forbrugerne endegyldigt lagt de historisk lave niveauer, vi så i efteråret 2022 bag sig.

Udviklingen vidner – på trods af bedringen – om danskernes negative og pessimistiske syn på både situationen i dansk økonomi, men også deres egen husstands økonomi. Det er fortsat oplevelsen af familiens økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden, der trækker ned. Forventningen til familiens økonomiske situation om et år tog desværre også et dyk i marts og ligger nu på det laveste niveau siden starten af 2023.

Det lave niveau for forbrugertilliden skyldes som nævnt især danskernes vurdering af familiens økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden. Indikatoren for denne parameter har historisk ligget mellem minus 10 og plus 15, men styrtdykkede igennem 2022, og er på trods af en stigende tendens opgjort til -9,7 i marts måned. Det er fortsat et meget lavt niveau, men også her er der tale om en bedring. Et signal om, at familiernes økonomi stadigvæk er presset, men at situationen langsomt bliver bedre.

Der er dog flere lyspunkter i dagens tal. Forventningen til Danmarks økonomiske situation om et år sammenlignet med i dag stiger, men ligger dog fortsat under 0. Niveauet er dog noget højere end gennem det meste af 2022 og 2023.

På den mere pessimistiske side forventer forbrugerne stigende arbejdsløshed i det kommende år, samt at inflationen vil tiltage lidt igen, og at priserne således vil stige yderligere i det kommende år. Det giver god mening, idet inflationen lige nu ligger omkring 1 %, så her kan der godt ligge en stigning i de kommende måneder. Lidt flere familier regner med at kunne spare op i de kommende 12 måneder, men mange oplever fortsat, at pengene ikke slår til i det daglige forbrug.

Tallene for forbrugertilliden lå gennem 2023 nogenlunde stabilt på et ganske lavt niveau, men med tallene for januar, februar og marts 2024 er der tegn på, at de danske forbrugere vejrer morgenluft, og at vi måske lige så stille bevæger os mod mere positive forbrugere.

Forbrugertilliden ligger på de højeste niveau. Se grafen der viser udviklingen

Kilde: dts.dk og egne beregninger

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.