Før du køber andelsbolig
Når du køber andelsbolig, er der mange ting at være opmærksom på. Før du går på boligjagt, er det en god idé at kende din økonomi og vide, hvad du skal holde ekstra øje med på andelsboligmarkedet.
En andelsbolig er et økonomisk fællesskab
Når du køber en andelsbolig, bliver du medlem af en andelsboligforening. Du køber en bid af ejendommen med brugsret til en lejlighed. Din husleje er den boligafgift, som du hver måned betaler til foreningen – derudover kommer renter til dit andelsboliglån i banken.
En andelsbolig er typisk langt billigere end en ejerbolig. Til gengæld skal du være opmærksom på, at du bliver en del af et økonomisk fællesskab, når du køber en andelsbolig. De lån og økonomiske beslutninger, som foreningen har truffet, er en del af dit køb. Derfor er vigtigt, at du undersøger foreningens økonomi grundigt, inden du skriver under.
Hvor langt rækker din økonomi?
Boligkøb har stor betydning for din privatøkonomi – uanset, om du køber ejerbolig eller andelsbolig. Et af de vigtigste trin, når du begynder din boligjagt, er derfor at gå i banken, og få en beregning på, hvor meget du kan købe for.
Når du køber andelsbolig, låner du pengene i banken og ikke via en realkreditforening. Det betyder, at dit lån vil være med variabel rente. Det er vigtigt, at der er luft i din økonomi til en eventuel rentestigning.
Skriv dig op og hold øje
De fleste andelsboliger sælges gennem foreningernes ventelister. Når du er klar til at gå på boligjagt, er det derfor en god idé at skrive dig op hos de foreninger, som du synes er interessante. Du skal dog være opmærksom på, at eksisterende andelshavere har fortrinsret, når der kommer nye lejligheder til salg i foreningen.
Hold også øje med boligsiden og dba.dk – der kommer jævnligt andelsboliger til salg, som ikke er blevet solgt via ventelisten.
Vil du læse mere om at købe andelsbolig?
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.