
Stigende fødevarepriser og huslejer presser inflationen op
Årsstigningen i forbrugerprisindekset tiltog til 2,0 % i februar måned. Det er primært fødevarer og huslejer, der er skyld i stigningen. Kerneinflationen tiltog samtidig til 1,8 % i februar måned fra 1,4 % i januar. Både inflation og kerneinflation udvikler sig fortsat tilfredsstillende.
I februar steg det samlede forbrugerprisindeks med 2,0 % i forhold til samme måned året før. Tallene er lidt højere end ventet, men bekræfter fortsat billedet af, at vi har nået en normalisering af inflationen. Det samme kan man sige om kerneinflationen, som dog også tiltog i februar til 1,8 %.
Inflationen ligger dermed fortsat inden for centralbankernes mål om under, men tæt på 2 %. Vi kommer formentlig til at se inflationen svinge tæt på 2 % i de kommende måneder. Der er ingen tvivl om, at den tårnhøje inflation endegyldigt ligger bag os. Det primære fokus er fortsat på kerneinflationen i Euro-området, som også – dog i et langsomt tempo - fortsætter den nedadgående tendens.
Set over de seneste 12 måneder er det prisstigninger på fødevarer og husleje, der bidrager mest til stigningen i forbrugerpriserne. Disse grupper bidrager alene med knap 1,0 % af den samlede inflation. Modsat trækker køb af biler inflationen ned med 0,2 %.
Fødevarepriserne steg med 0,7 % i februar, og er steget hele 5,3 % det seneste år. Fødevarepriserne er steget meget kraftigt de senere år og ligger nu knap 30 % over prisniveauet fra starten af 2021 – før inflationschokket. Meget tyder desværre på, at udviklingen i fødevarepriserne vil fastholde den stigende tendens, idet de globale fødevarepriser fortsat stiger.
Fjernvarmen er steget med 6,0 % det seneste år. Prisen på elektricitet er steget med 6,5 %, mens gasprisen er faldet med hele 9,6 % i forhold til februar 2024.
Brændstofpriserne ligger 1,4 % højere end februar 2024. Brændstofpriserne toppede hen over sommeren 2022, men ligger noget lavere nu, drevet af de lavere oliepriser.
Det er samtidig værd at bemærke, at det underliggende prispres – kerneinflationen tiltog til 1,8 % i februar. Meget tyder dog på en fortsat stabil udvikling i de kommende måneder. Det betyder, at vi i Danmark ligger under både ECB’s og Nationalbankens målsætning. Men vi skal formentlig ind i 2. halvår 2025, før vi kan forvente, at kerneinflationen i det samlede Euro-område også kommer ned i niveauet omkring 2 %.
Vi forventer, at inflationen vil fortsætte den stabile udvikling tæt på 2 % i de kommende måneder, og at både inflation og kerneinflation i Euro-området også vil fortsætte tilbagefaldet. Det vil åbne for yderligere to til tre rentesænkninger fra ECB og Nationalbanken gennem resten af 2025.
Dyrt for en ganske almindelig familie
På trods af normaliseringen af inflationen kan en familie med f.eks. to voksne og to børn tydeligt mærke, at priserne er steget. Samlet set er leveomkostningerne steget knap 5.000 kr. om måneden siden starten af 2021, hvilket betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen, for at kunne købe de samme varer som tidligere. Til gengæld er situationen blevet betydeligt forbedret af de overenskomstmæssige lønstigninger, som de danske forbrugere har oplevet de sidste 1-2 år.

Seneste nyheder

De globale fødevarepriser fortsætter stigningen
De globale fødevarepriser har gennemlevet en dramatisk udvikling de sidste godt fire år. Efter en lang periode fra 2015-2019, hvor fødevarepriserne var stort set uændrede, begyndte de globale fødevarepriser i midten af 2020 en meget kraftig stigning.

Stigende fødevarepriser og huslejer presser inflationen op
Årsstigningen i forbrugerprisindekset tiltog til 2,0 % i februar måned. Det er primært fødevarer og huslejer, der er skyld i stigningen.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.