En kvinde smiler, mens hun bærer en fyldt indkøbspose op ad trappen i en lejlighedsbygning.

Inflationen faldt pænt i marts måned

Årsstigningen i forbrugerprisindekset aftog til 1,5 % i marts måned. Det er primært el og biler, der er skyld i faldet, mens fødevarer og huslejer fortsat trækker op. Kerneinflationen  aftog samtidig til 1,6 % i marts måned fra 1,8 % i februar. Både inflation og kerneinflation udvikler sig fortsat tilfredsstillende.

I marts steg det samlede forbrugerprisindeks med 1,5 % i forhold til samme måned året før. Tallene er stort set som ventet, og bekræfter fortsat billedet af, at vi har nået en normalisering af inflationen. Det samme kan man sige om kerneinflationen, som også aftog i marts til 1,6 %.

Inflationen ligger dermed fortsat inden for centralbankernes mål om under, men tæt på 2 %. Vi kommer formentlig til at se inflationen svinge tæt på 2 % i de kommende måneder. Der er ingen tvivl om, at den tårnhøje inflation endegyldigt ligger bag os. Det primære fokus er fortsat på kerneinflationen i Euro-området, som også – dog i et langsomt tempo - fortsætter den nedadgående tendens.

Set over de seneste 12 måneder er det prisstigninger på fødevarer og husleje, der bidrager mest til stigningen i forbrugerpriserne. Disse grupper bidrager alene med godt 0,9 % af den samlede inflation. Modsat trækker køb af biler og el inflationen ned med 0,2 %.
Fødevarepriserne var uændrede i marts, men er steget hele 5,0 % det seneste år. Fødevarepriserne er steget meget kraftigt de senere år og ligger nu knap 30 % over prisniveauet fra starten af 2021 – før inflationschokket. Meget tyder desværre på, at udviklingen i fødevarepriserne vil fastholde den stigende tendens, idet de globale fødevarepriser fortsat stiger.

Fjernvarmen er steget med 6,0 % det seneste år. Prisen på elektricitet er faldet med 4,7 %, mens gasprisen er steget med 3,8 % i forhold til marts 2024.
Brændstofpriserne ligger 1,7 % lavere end marts 2024. Brændstofpriserne toppede hen over sommeren 2022, men ligger noget lavere nu, drevet af de lavere oliepriser.
Det er samtidig værd at bemærke, at det underliggende prispres – kerneinflationen aftog til 1,6 % i marts. Meget tyder på en fortsat stabil udvikling i de kommende måneder. Det betyder, at vi i Danmark ligger under både ECB’s og Nationalbankens målsætning. Men vi skal formentlig ind i 2. halvår 2025, før vi kan forvente, at kerneinflationen i det samlede Euro-område også kommer ned i niveauet omkring 2 %.

På trods af den verserende told- og handelskrig forventer vi, at inflationen vil fortsætte den stabile udvikling tæt på 2 % i de kommende måneder, og at både inflation og kerneinflation i Euro-området også vil fortsætte tilbagefaldet. Det vil åbne for yderligere en til to rentesænkninger fra ECB og Nationalbanken gennem resten af 2025.

Dyrt for en ganske almindelig familie

På trods af normaliseringen af inflationen kan en familie med f.eks. to voksne og to børn tydeligt mærke, at priserne er steget. Samlet set er leveomkostningerne steget knap 5.000 kr. om måneden siden starten af 2021, hvilket betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen, for at kunne købe de samme varer som tidligere. Til gengæld er situationen blevet betydeligt forbedret af de overenskomstmæssige lønstigninger, som de danske forbrugere har oplevet de sidste 1-2 år.

Udviklingen af inflation og kerneinflation ser over de seneste 10 år

 Kilde: dst.dk og egne beregninger

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.