Byggeomkostningsindekset er stabiliseret igen

Byggeomkostningerne er faldet med 0,4 % det seneste kvartal. Det er alene arbejdsomkostningerne, der er skyld i faldet. Materialeomkostningerne er steget med 0,1 %. Byggeomkostningerne er dog stadigvæk 1,8 % højere end for et år siden.

Fra 3. kvartal 2023 til 3. kvartal 2024 steg de samlede omkostninger ved at bygge ny bolig med 1,8 %. Det kan fordeles på en stigning i arbejdsomkostningerne på 3,9 % og en stigning i de samlede materialeomkostninger på 0,7 %. Det er samtidig tæt på den laveste stigningstakt for byggeomkostningerne siden starten af 2021.

Årsagen til den svage stigning i materialeomkostningerne skal findes i et fald i omkostningerne for betonelementarbejdet, der er faldet med 2,2 % det seneste år. De andre delkomponenter i materialeomkostningerne er alle steget.

Når vi kigger på arbejdsomkostningerne, er stigningen opgjort til 3,9 % det seneste år. Her er stigningen størst inden for jord- og betonarbejde med 4,5 %, mens arbejdsomkostningen inden for tømrer- og snedkerarbejde er steget med 3,5 %.

Noget større stigning i byggeomkostninger for enfamiliehuse

Byggeomkostningerne for enfamiliehuse er steget noget kraftigere med 2,6 % det seneste år. Det skyldes, at arbejdsomkostningen udgør en væsentlig større andel af omkostninger ved byggeri af enfamiliehuse.

Kigger vi på udviklingen siden starten af 2020 er de samlede byggeomkostninger for enfamiliehuse steget med godt 26 %.

Det betyder helt konkret, at omkostningerne til at bygge et standard enfamiliehus til omkring 3 mio. kr. nu er knap 700.000 kr. højere end for fire år siden.

Dengang ville et nyt enfamiliehus til 2,5 mio. kr. finansieret med et fastforrentet realkreditlån koste ca. 6.800 kr. om måneden efter skat, mens et tilsvarende hus i dag vil koste 3,2 mio. kr. og dermed ca. 10.000 kr. om måneden efter skat. Altså en nettoydelse på ca. 3.200 kr. mere om måneden, som skyldes både de stigende byggeomkostninger og højere renter.

Kombinationen af højere renter og højere byggeomkostninger de senere år, samt faldet i boligpriserne i 2022-23, sætter sine tydelige spor i byggesektoren. Tallene viser en markant opbremsning i påbegyndt nybyggeri, og en afmatning i aktiviteten i byggesektoren som helhed.

Så nu vil formentlig være en god anledning til at igangsætte sit byggeprojekt, hvis man står og overvejer et sådan, og der burde ligeledes være gode muligheder for at man enten kan få en bedre pris, eller at det i hvert fald er lettere at få fat i en håndværker, når man skal i gang.

Kilde: dst.dk og egne beregninger.

 

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.