To veninder med indkøbsposer går sammen i byen og smiler, klar til en shoppingtur.

Gode råd mod svindel til Black Friday

Black Friday nærmer sig, og måske er du en af dem, der skal på udkig efter gode tilbud? Vær dog opmærksom på svindel, hvis du handler på nettet. Det er nemlig blevet højsæson for svindlerne.

Måneden for gode tilbud nærmer sig. Om det hedder Black Friday, Cyber Monday eller Black Month, så er det dét tidspunkt på året, hvor man med sikkerhed kan spare en del penge. Om det er på julegaver eller vinterjakken, så er der ingen tvivl om, at butikkerne melder tilbudsfest.

For mange forbrugere er forventningerne høje og paraderne nede, og det udnytter svindlerne. November er med andre ord højsæson for svindlerne. Derfor har vi samlet en række gode råd til dig, så du kan nyde tilbudsfesten.

Skæve priser og mistænkelige hjemmesider

Der er flere ting, du kan kigge efter, når du handler online.

Det er eksempelvis en god idé at være opmærksom på, om hjemmesiden ser mærkelig ud, om teksten er dårligt oversat eller mærkelig formuleret, og om priserne er skæve. Skæve priser som 378,16 kr. kan være tegn på, at hjemmesiden er oversat af en robot.

Det er også en god idé at tjekke, om webadressen passer til det, webshoppen sælger. Vælger du at handle på nettet, bør du også være opmærksom, inden du godkender et køb med MitID eller i MobilePay.

Stemmer beløbet og butikkens navn i din app med det, der står oplyst på siden?

 

Undgå at klikke på links eller annoncer

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad svindlerne kan lave af troværdige mails, sms'er eller annoncer. De er blevet utrolig dygtige til at efterligne det, som rigtige butikker, webshops eller fragtfirmaer sender til os.

Derfor anbefaler vi, at du altid selv søger på virksomhedens hjemmeside og finder frem til den vare, du har udset dig.

Mange webshops har også deres egen app, som er en god idé at handle igennem. Det samme gælder fragtfirmaer. Har du købt en vare, som er på vej med posten, så er det en god idé at hente appen ned fra det pågældende fragtfirma, så du kan tracke din pakke.

De fleste svindelsager ifm. Black Friday er nemlig phishing - altså falske links i mails og sms'er, som forsøger at franarre os vores personlige oplysninger eller større beløb.

Tag dig god tid, når du handler

Er det et populært produkt, som du har på ønskelisten, og som du bare må eje, så kan det være fristende at klikke ind på det første og bedste tilbud, inden der er udsolgt.

Mange butikker og webshops kører også med et nyt tilbud hver time på Black Friday. Hvis ikke du når det, skal du betale fuld pris. Det kan stresse mange forbrugere til at gennemføre online køb uden at tjekke, om det er en troværdig side, eller hvem de overfører penge til.

Det er ærgerligt, for det er her fælden klapper for mange. En god idé kan være at have en oversigt over eller en idé om, hvilke produkter du skal holde øje med.

Tjek produktets hjemmeside igennem inden det går løs. Trustpilot er også altid et godt sted at tjekke en virksomheds troværdighed.

Så er der lidt mindre at stresse over, hvis du skal nå de gode tilbud.

Rigtig god fornøjelse med tilbudsjagten.

Find flere gode råd mod svindel