
Undgå svindel med din årsopgørelse
Du kan nu se årsopgørelse fra skat – og det ved svindlerne også.
Hvert år ser vi eksempler på falske mails og sms’er, hvor svindlere udgiver sig for at være fra Skat. Beskederne kan virke troværdige, men de er designet til at lokke dig til at oplyse personlige eller betalingsoplysninger.
Derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom netop nu.
Sådan genkender du svindel:
- Skat beder aldrig om dine kontooplysninger, NemID eller MitID via mail, sms eller telefon.
- Skat sender aldrig links til udbetaling eller opkrævning af penge.
- Skat skriver aldrig beløb i mails eller sms’er.
- Overskydende skat bliver automatisk overført til din NemKonto – du skal ikke gøre noget.
Klik aldrig på links i beskeder, der udgiver sig for at være fra Skat
Hvis du er i tvivl om en besked, så log altid ind på skat.dk via din browser – aldrig via et link i en besked. Her kan du se, om der er noget, du skal forholde dig til.
Svindel kan også ske over telefonen
Bliver du ringet op af en, der udgiver sig for at være fra Skat eller banken, så vær kritisk – især hvis vedkommende beder dig om at oplyse eller bekræfte noget.
Det er helt okay at sige nej og lægge på. Du kan altid kontakte os eller Skat direkte, hvis du er i tvivl.

Find alle vores gode råd
Svindlerne bliver dygtigere og dygtigere til at snyde os. Derfor har vi samlet gode tips og artikler, så du kan blive helt skarp på, hvordan du kan gennemskue en svindler.