Stabile lange renter i august, mens de korte renter fortsætter faldet
De lange realkreditrenter lå stabilt i august måned, hvor 4 %-lånet med afdrag svingede mellem kurs 98,5 og 99. De korte renter faldt med yderligere 0,15 %. Vi mener fortsat, at de lange renter vil forblive nogenlunde uændrede på det nuværende niveau, mens kerneinflationen i Euro-området falder yderligere tilbage mod 2 %. Der kan komme udsving undervejs. ECB og Nationalbanken sænkede som ventet renten i juni, og alt tyder på endnu en rentesænkning i september og december.
Realkreditrenterne har været oppe på det højeste niveau i 15 år, men falder nu pænt tilbage igen. De gælder både de korte og de lange realkreditrenter. De lange realkreditrenter toppede i efteråret 2022, hvor vi oplevede en kort periode med udstedelse i 6%-lånet. Siden da er renterne faldet ganske pænt, og vi er nu i en situation, hvor 4 %-lånet ligger tæt på kurs 99.
Lån udstedes lige nu i 4% 2056-serien, som pt. ligger ganske stabilt. Kurserne steg med godt 1½ kurspoint i juli måned, og det rentefald blev fastholdt i august. Hvis udviklingen fortsætter, kan serien hurtigt lukke for udstedelse af lånetilbud. – Det er dog langt fra sikkert, at de kraftige kursstigninger fortsætter. Den lange realkreditrente har ligget bemærkelsesværdigt stabilt siden december 2023, men faldt ganske meget gennem juni og juli måned.
De korte renter er på vej ned
Centralbankerne er begyndt at sænke renterne igen. Første rentesænkning på 0,25 % kom d. 6. juni. Men der er fortsat lidt usikkerhed om, hvornår den næste kommer og hvor mange, der mon kommer. Markedets forventninger til rentesænkninger i 2024 er på det seneste tiltaget lidt igen.
ECB vil ganske givet sænke renten yderligere, og der er efterhånden konsensus om, at næste rentesænkning kommer på mødet i september. Det afhænger fortsat helt og aldeles af udviklingen i kerneinflationen og lønstigningerne i Euro-området. Men udviklingen de sidste par måneder har bekræftet, at inflationspresset fortsat er aftagende, og det åbner således muligheden for næste rentesænkning i september.
Pt. forventes rentesænkninger på i alt godt 1,50 %-point igennem resten af 2024 og hele 2025 – svarende til en rentesænkning på 0,25 % pr. kvartal det næste halvandet år.
Kerneinflationen både herhjemme og i Euro-området toppede tilbage i foråret 2023 og er siden faldet pænt tilbage. Men det går langsommere end markedet håber, og det begrænser faldet i de lange realkreditrenter. Der er således ingen tvivl om, at kerneinflationen har bidt sig mere fast og vil være længere tid om at komme tilbage under 2 % end tidligere forventet. Dette betyder, at renterne også vil forblive på et højere niveau i længere tid. Vi forventer, at kerneinflationen i Euro-området vil fortsætte tilbagefaldet, om end det kommer til at gå endnu langsommere i de kommende måneder. Markedets fokus er godt i gang med at skifte fra høj kerneinflation til fokus på økonomisk recession, hvilket vil fortsætte det nedadgående pres på især de korte renter.
Usikkerheden er dog fortsat stor, og det giver risiko for, at vi fortsat kan se store bevægelser i kurserne og realkreditrenterne. Så uanset om man står foran at skulle optage nyt realkreditlån, eller man skal indfri sit gamle realkreditlån, så er det en god idé at overveje at låse kursen, så man slipper for den risiko, som de volatile rentemarkeder giver.
Seneste nyheder
Søg tilskud til at energirenovere din bolig
Energirenoveringspuljen er en tilskudsordning til dig, der drømmer om at lave energibesparende forbedringer på dit hus.
Boligbyggeriet er helt nede på niveauet fra 2015
5.541 boliger blev påbegyndt i byggeriet i 3. kvartal 2024. Det er et stort set uændret niveau i forhold til de seneste kvartaler, og det er det laveste niveau siden 2015.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.