8 gode råd til en jul uden minus på kontoen
Måneden siger december, og måske er julestemningen så småt ved at brede sig hjemme hos dig?
Udover sommerferien, så er julen den dyreste tid på året. Vi skruer ikke kun op for hyggen, men også for forbruget.
Derfor har vi samlet 8 gode råd til dig her, så du undgår minus på kontoen, og så du kan fejre nytår med god økonomisk samvittighed.
1. Læg et julebudget
Mange danskere har et budget, så de har overblik over hverdagen og de regninger, der følger med. Men faktisk kan det også være en god idé at lægge et særskilt budget for højtider, som eksempelvis julen.
Oftest er det nemlig ikke kun julegaverne, der skal købes ind. De fleste af os køber også ind til juledekorationer, store bagedag, julefrokosten (eller værtsgaver) og andre traditioner, som hver familie har.
Derfor kan det være en god idé med en oversigt over, hvad du egentlig bruger penge på – udover dine hverdagsposter.
2. Opret en julekonto
Hvis julen ender med at blive en dyr højtid for dig og din familie, kan det være en god idé at adskille ”jule”-økonomien fra hverdagsøkonomien.
Det kan du blandt andet nemt gøre ved at oprette en konto kun til julens udgifter. Den kan du bruge hele året som en opsparing, så december bliver lidt nemmere at komme igennem.
Sådan opretter du nemt en julekonto:
- Log på din netbank og klik ind under selvbetjening.
- Opret en opsparingskonto og navngiv evt. kontoen "Julekonto".
- Regn på, hvor mange penge du skal bruge til jul næste år.
- Opret en fast månedlig overførsel til kontoen, så du løbende sparer det beløb op, du skal bruge til næste år.
3. Aftal et julegavebudget og køb gaverne i god tid
Det er altid en god idé at forventningsafstemme, så der ikke er nogen, der bliver skuffede.
Aftal eventuelt i din familie, om I giver alle gaver eller eventuelt fællesgaver til par eller kun til børnene. Det kan også være en god idé at blive enige om et beløb til julegaver – et beløb, som alle kan være med på.
Og køb gerne julegaverne i god tid. Som regel er der gode tilbud at hente i ugerne op til jul – og særligt i november, hvor der er Black Friday.
Når du køber gaver i god tid, har du bedre mulighed for at undersøge priserne hos flere webshops eller butikker, og du undgår at købe noget i hast til overpris.
4. Opnå rabat via loyalitetsprogrammer som Forbrugsforeningen
Der findes mange kundeklubber og loyalitetsprogrammer rundt omkring, hvor der er penge at spare.
En af dem er Forbrugsforeningen. Er du medlem, kan du optjene bonus i 4.000 butikker og på mere end 400 webshops. Det kan være en bonus, der typisk giver 5-10 % rabat.
Husk derfor dit forbrugsforeningskort, når du tager på juleshopping.
5. Køb brugt
Mange af os køber nyt, når vi køber julegaver, men faktisk er der rigeligt med fine, brugte ting på nettet.
Det kan være, at du kan finde brugt legetøj på DBA eller Facebook Marketplace til dit barn eller barnebarn.
Kvaliteten kan være tæt nyt eller med meget få brugsspor, og barnet bliver formentlig lige så glad. Mange butikker sætter også brugt elektronik i stand, så det kan sælges videre og bruges på ny.
6. Pas på svindel
For de fleste er julehandlen godt i gang. Mange startede tilbudsjagten allerede i november. Og selvom det er fantastisk at spare penge på gode tilbud, anbefaler vi, at du er særlig opmærksom på svindel, hvis du handler på nettet. Det er nemlig blevet højsæson for svindlerne.
I takt med at vi handler mere over nettet, oplever mange at få en besked fra PostNord eller GLS med et link, hvor de kan tracke deres pakker, eller hvor de skal indbetale fragt og porto for deres pakker og breve.
De fleste forsendelsesfirmaer har deres helt egen app, som vi anbefaler, at du bruger.
Husk, at det her kun er et eksempel. Vi anbefaler, at du altid forholder dig kritisk overfor beskeder og links - også når det gælder alt andet end breve og pakker.
Find flere gode råd mod svindel
7. Vær opmærksom på butikkernes lånetilbud
Det kan være fristende at hente lidt hjælp hos butikkernes lånetilbud, når du har fundet den perfekte (og lidt for dyre) gave. Men i mange tilfælde risikerer du at betale mere, end hvad selve varen koster.
Selvom lånet skiltes som rentefrit, er renten nemlig sjældent den eneste omkostning. Derfor anbefaler vi, at du altid læser lånetilbuddet godt igennem og især har fokus på ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent).
8. Pas på elforbruget i julen
Der er ingen tvivl om, at elforbruget stiger i december.
For det første er det mørkt, når vi står op, og mørkt, når vi kommer hjem fra arbejde. Dagens få lyse timer betyder, at vi må tænde for lyset – og som regel i de timer, hvor elpriserne er højest.
For det andet betyder december måned julelys, både indendørs og udendørs. Det er hyggeligt med julelys i vinduerne og lyskæder, der lyser villavejene og altanerne på lejlighederne op, men det koster.
Hvis pengene er knappe, kan du med fordel skrue lidt ned for belysningen og spare penge.
Kontakt os
Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.