Aktiemarked

Både inflation og kerneinflation ligger nu stabilt omkring 1 %

Årsstigningen i forbrugerprisindekset aftog til 1,1 % i juli måned. Forbrugerpriserne ligger således kun marginalt højere i forhold til sidste år. Kerneinflationen faldt til 1,0 % i juli måned, hvilket er det laveste niveau siden sommeren 2021. Både inflation og kerneinflation må dermed siges at være helt under kontrol igen.

I juli steg det samlede forbrugerprisindeks med 1,1 % i forhold til samme måned året før. Tallene bekræfter billedet af, at vi har nået en normalisering af inflationen under de 2 %. Det samme kan vi sige om kerneinflationen, som med udviklingen i juli måned nu er faldet tilbage til 1,0 %.

Inflationen ligger dermed fortsat stabilt inden for centralbankernes mål om under, men tæt på 2 %. Vi kommer formentlig til at se inflationen ligge og svinge tæt på de 2 % i de kommende måneder. Der er ingen tvivl om, at den tårnhøje inflation endegyldigt ligger bag os. Det primære fokus er fortsat på kerneinflationen i Euro-området, som heldigvis også – med små udsving - fortsætter den nedadgående tendens selvom det går langsomt.

Set over de seneste 12 måneder er det prisstigninger på husleje, fjernvarme og restaurantbesøg, der bidrager mest til stigningen i forbrugerpriserne. Disse grupper bidrager alene med en stigning på 0,8 % af den samlede inflation. Der er ikke nogen markante negative bidrag til inflationen, hvilket bekræfter billedet af normaliseringen.
Fødevarepriserne toppede i juli måned 2023 og er siden da faldet en del, men stiger nu igen, og er for første gang i et år højere end for 12 måneder siden. Fødevarepriserne ligger nu 0,6 % højere end den tidligere top i juli 2023. Det betyder også, at mange varegrupper f.eks. flere forskellige slags kød, fjerkræ, fisk samt mejerivarer igen er blevet lidt dyrere over det seneste års tid. Meget tyder på, at fødevarepriserne vil fastholde den svagt stigende tendens.

Fjernvarmen steget med 11,4 % det seneste år, mens prisen på elektricitet og gas ligger stort set uændret i forhold til juli 2023.
Brændstofpriserne er steget med 6,3 % i forhold til samme måned sidste år. Priserne toppede hen over sommeren 2022, og ligger således noget lavere nu, drevet af de lavere oliepriser. Prisen på brændstof svinger traditionelt en del, men ligger pt. ganske stabilt.

Og det er samtidig positivt, at det underliggende prispres – kerneinflationen – igen faldt, og nu ligger helt nede på 1,0 %. Den faldende tendens blev kortvarigt brudt i maj måned, men alt tyder på en stabil udvikling i de kommende måneder. Det betyder, at vi i Danmark er under både ECB’s og Nationalbankens målsætning. Men vi skal formentlig helt ind i 2025, før vi kan forvente, at kerneinflationen i det samlede Euro-område også kommer ned i niveauet omkring 2 %.

Vi forventer, at inflationen vil fortsætte den stabile udvikling tæt på 2 % i de kommende måneder, og at både inflation og kerneinflation i Euro-området også vil fortsætte tilbagefaldet. Det vil åbne for yderligere rentesænkninger fra både ECB og Nationalbanken i 2. halvår 2024 og igennem 2025. Derudover viser det globale fødevareprisindeks nu en stabilisering, og vi forventer tilsvarende, at vi ikke kommer til at se yderligere prisfald på fødevarer i denne omgang.

Dyrt for en ganske almindelig familie

På trods af normaliseringen af inflationen kan en familie med f.eks. to voksne og to børn tydeligt mærke, at priserne er steget. Samlet set er leveomkostningerne steget godt 4.000 kr. om måneden siden starten af 2021, hvilket betyder, at danskerne skal have væsentlig flere penge op af lommen, for at kunne købe de samme varer som tidligere. Til gengæld bedres situationen af de overenskomstmæssige lønstigninger, som nu for alvor begynder at slå igennem.

Inflatoin og kerneinflation fortsætter ned

Kilde: dst.dk og egne beregninger.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.