Solid kundeaktivitet i Lån & Spar giver vækst på toplinjen

God fremgang i Lån & Spar giver et resultat på 308 mio. kr. før skat i første halvår af 2024.

Stor kundeaktivitet med mange nye kunder og den generelle stigning i renteniveauet medvirker til en pæn vækst i toplinjen i banken, der er opgjort til 755 mio. kr. Kundevæksten, sammen med en forøgelse af forretningsomfanget med de eksisterende kunder, giver Lån & Spar en forrentning af egenkapitalen på 21 % før skat.

Lån & Spar oplever fortsat en stor interesse fra nye kunder, som er med til at øge forretningsomfanget i banken.

Lån & Spars adm. direktør, John Christiansen, er tilfreds med resultatet og siger:

”Jeg er godt tilfreds med, at vi fortsætter med at byde velkommen til mange nye kunder i banken. Tilgangen af nye kunder og et forøget forretningsomfang med de eksisterende kunder har, sammen med rentestigningen, sikret vækst i vores netto rente- og gebyrindtægter. Dog kan vi også se, at den usikkerhed de stigende renter har medført, viser sig i lavere aktivitet på boligmarkedet.”

Bankens udlån er steget med 517 mio. kr. Væksten skyldes primært den pæne kundetilgang, banken har oplevet i perioden. Bankens indlån er ligeledes øget med 2,2 mia. kr.

Bankens omkostninger er steget med 19,3 % og er opgjort til 435 mio. kr.

”I det seneste år har vi øget antallet af medarbejdere i såvel vores kundevendte funktioner som i vores stabsfunktioner. Den øgede mængde af lovgivning og regulering bevirker, at det er nødvendigt at have flere ansatte, så vi kan imødekomme kravene herfra. Så det, sammen med øgede investeringer i IT-området betyder, at vi får en stigning i vores omkostninger.” siger adm. direktør, John Christiansen.

Lån & Spar fastholder forventningen til, at årets resultat efter skat bliver i niveauet 350-450 mio. kr.

Basisindtjening efter nedskrivninger er opgjort til 294,5 mio. kr.
Nettorente- og gebyrindtægterne er øget med 101 mio.kr. til 755 mio. kr.

Læs pressemeddelelsen

Se halvårsrapporten for 2024

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.