Slapper af på gulvet

Laveste antal boliger til salg i 16 år!

Ifølge Finans Danmarks boligudbudsstatistik var der kun 29.373 boliger til salg i februar måned. Det er det laveste antal siden 2006, hvor boligudbuddet i nogle få måneder var under 30.000 boliger. Situationen er således fortsat sælgers marked, men rentestigninger og faldende realløn udfordrer udviklingen.



Stigende liggetider giver fordel til køberne

Med 29.373 boliger registreret til salg skriver februar måned sig ind i rækken af rekorder på boligmarkedet, som vi har set de sidste par år. Vi skal således helt tilbage til marts 2006 for at finde en måned med færre boliger til salg.

Få boliger til salg og mange købelystne danskere har også ført til, at liggetiderne i midten af 2021 nåede en bund. De seneste 8 måneder viser dog en klar stigning i liggetiderne fra 79 dage til nu 121 dage på ejerlejligheder og for huse fra 100 til 169 dage. Altså en ganske markant stigning i liggetiderne.

Meget tyder altså på, at boligmarkedet er på vej yderligere ned i gear, hvor de stigende liggetider i løbet af kort tid vil føre til et stigende boligudbud, hvilket vil ændre markedet til i højere grad at være købers frem for sælgers marked.



Rentestigninger og faldende realløn udfordrer udviklingen

De lange realkreditrenter er steget fra ca. 1,5 % til nu godt 3 % i løbet af bare 3 måneder. Altså en meget kraftig og pludselig stigning i renterne. Når vi samtidig kigger på forbrugerprisstigninger på 4-5 % årligt, så kan danskernes lønninger slet ikke følge med, og vi kommer således til at opleve i de kommende måneder, at vi må bruge en større del af vores indkomster på basis-fornødenheder som mad, tøj, brændstof, el og varme. Det giver færre penge til bolig og kombineret med stigende renter, bliver det mere og mere sandsynligt, at vi står foran et prisfald på boligmarkedet.



Skal du sælge? Vent ikke for længe

Det er svært at sige præcis, hvornår det slår igennem, men de nyeste officielle tal for slutningen af 2021 indikerer, at pilen på boligmarkedet allerede da begyndte at pege nedad. Med den nuværende rentestigning og faldet i reallønnen er det ikke utænkeligt, at boligpriserne står over for et større fald.

Meget tyder derfor på, at hvis du står over for at skulle sælge din bolig, så vil det være klogt at få det gjort meget snart.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.